Databeskyttelse

Allerød Kommune passer godt på data om borgere, virksomheder, ansatte og samarbejdspartnere.

For at udføre vores services og opgaver som offentlig myndighed, har vi brug for informationer. Det kan være informationer om borgere, foreninger, virksomheder, ansatte og samarbejdspartnere. 

Kommunen er i disse sammenhænge databehandler og beskytter og opbevarer indsamlede personoplysninger forsvarligt og i overensstemmelse med den til enhver tid gældende databeskyttelseslovgivning.  

Oplysningspligt

Kommunen har oplysningspligt. Det vil sige, du altid har ret til at få at vide, hvor vi henter oplysninger om dig fra i forbindelse med dine services og ydelser i kommunen

Nogle informationer kan vi hente fra andre offentlige myndigheder eller fælles registre, så som indkomstoplysninger, SKAT, BBR mv. Andre informationer beder vi dig om at oplyse, når du eksempelvis ansøger om en ydelse eller service.

Her finder du informationen om oplysningspligten på forskellige fagområder i kommunen.

Sikkerhed

Som udgangspunkt anvender vi den fælles-offtentlige login-løsning NemLogin, hvor du bruger dit NemID som nøgle til at logge dig ind på selvbetjeningsløsninger og blanketter. 

Du kan dog også støde på formularer eller selvbetjeningsløsninger, som ikke kræver så høj sikkerhed. Her kan du typisk oprette dig med et selvvalgt brugernavn og password.

Kommunen sender breve og mails med personfølsom data via Digital Post, fordi det er den mest sikre måde at sende oplysningerne på. 

Hvis du har fravalgt Digital Post, modtager du almindelig post. Bemærk at det kan betyde en forsinkelse på omkring en uge, før du modtager brevet.

Du kan læse om- og tilmelde dig Digital Post på borger.dk/digitalpost eller ved at henvende dig i Borgerservice på Allerød Rådhus.

Dine data bliver alene anvendt til de formål, som den kommunale lovgivning giver mulighed for og det er som udgangspunkt alene fx din sagsbehandler, der har adgang til de oplysninger, du har givet os.

Den data, du giver kommunen bliver brugt internt i forvaltningen, og bliver ikke spredt.

I visse tilfælde er det dog nødvendigt for Allerød Kommune at videresende dine data til andre myndigheder eller andre parter i sagen.

Når kommunen samarbejder med andre offentlige myndigheder eller private leverandører kan der være lovligt grundlag for at dele dine oplysninger. Det kan fx være i forbindelse med at kunne tilbyde dig botilbud, aktivering eller noget andet. 

Kommunen oplyser dig altid på forhånd, hvis dine personoplysninger skal videregives til andre myndigheder. Ellers deles oplysningerne ikke med nogen uden for kommunens forvaltning. 

Dine rettigheder som registreret

Allerød Kommune er ansvarlig for behandlingen af de personoplysninger, som du giver til kommunen, eller som kommunen modtager om dig fra andre myndigheder, personer eller virksomheder.

I forhold til behandling af dine oplysninger, har du en række rettigheder. Dine rettigheder er blandt andet:

  • Ret til oplysning. Du har ret til at blive oplyst, når Allerød Kommune behandler personoplysninger om dig. Du har ret til at få oplyst formålet med behandlingen samt andre informationer, der kan give dig et overblik over, hvad kommunen anvender dine personoplysninger til.
  • Ret til indsigt. Du har ret til indsigt i de personoplysninger, der behandles om dig i Allerød Kommune. 
  • Ret til berigtigelse. Du har ret til at få rettet urigtige eller mangelfulde personoplysninger, vi behandler om dig.
  • Ret til sletning. Som udgangspunkt har du ikke ret til at få dine personoplysninger slettet, når oplysningerne behandles af en offentlig forvaltning. Kontakt Sekretariatet, hvis du mener, at dine oplysninger bør slettes.
  • Ret til indsigelse. Allerød Kommune kan behandle oplysninger om dig, fordi det er i samfundets interesse. Du kan forlange at Allerød Kommune dokumenterer, at hensynet til kommunes retsstilling overstiger hensynet til din retstilling. Kontakt Sekretariatet, hvis du vil gøre indsigelsesretten gældende.

Kontakt den forvaltning, der håndterer din sag, da det er her, dine personoplysninger behandles. Hvis du er i tvivl  kan du kontakte Sekretariatet.

Billeder og video er personoplysninger, som behandles efter Databeskyttelsesforordningen og national lov på området. 
For at kommunen kan bruge billeder eller video af dig, skal vi indhente samtykke forud for offentliggørelse, jf. persondataforordningens art. 6, stk. 1, litra a.

Du kan trække dit samtykke tilbage ved at kontakte den afdeling eller medarbejder i Kommunen, du gav samtykket til, eller kontakte sekretariatet på sekretariat@alleroed.dk. Husk at give os information om, hvor du har set billedet/videoen - og gerne med link. 

Når du trækker et samtykke tilbage, vil billedet blive slettet fra Allerød Kommunes systemer og om muligt fjernet fra digitale medier. Lovligheden af den behandling af oplysninger, der er foretaget indtil tilbagetrækningen af samtykket berøres ikke.

Når vi indhenter personoplysninger om dig og gemmer dem i forbindelse med vores arbejde, er der forskellige retningslinjer for, hvor længe vi må gemme dine oplysninger. Tidslængden varierer, afhængigt af hvilken type sag, der er tale om, eksempelvis en sag i Jobcentret, en byggesag eller en jobansøgning. 

Inden for visse fagområder skal vi aflevere dine sager og informationer til Rigsarkivet, inden vi må slette dem. Det reguleres af arkivloven. 

Du kan få præcise oplysninger om, hvor længe vi gemmer dine oplysninger ved at kontakte de enkelte fagområder i kommunen. 

Hvis du har spørgsmål til vores håndtering af dine persondata, er du meget velkommen til at kontakte de enkelte fagområder i Allerød Kommune eller vores databeskyttelsesrådgiver (DPO).

Du kan også kontakte databeskyttelsesrådgiveren, hvis du har mistanke om, at vi har lækket persondata eller på anden måde krænket fortroligheden i håndteringen af dine eller andres personoplysninger.

Hvad er databeskyttelsesrådgiverens opgave?

Databeskyttelsesrådgiverens opgave er at holde øje med, at kommunens håndtering af persondata lever op til Databeskyttelsesloven. 

Databeskyttelsesrådgiveren er i øvrigt din kontakt til kommunen, hvis du fx har spørgsmål om dine databeskyttelsesrettigheder, eller du vil bede om indsigt.

Databeskyttelsesrådgiveren refererer til  Allerød Kommunes øverste ledelse. 

Hvad kan databeskyttelsesrådgiveren ikke hjælpe med?

Databeskyttelsesrådgiveren kan ikke hjælpe dig, hvis du har brug for hjælp til at forstå en afgørelse eller til at klage over kommunens sagsbehandling eller afgørelse. Kontakt i stedet kommunens borgerrådgiver